Om designprocessen

Det har været vigtigt for mig at udvælge garner, der har en kvalitet som jeg selv har lyst til at arbejde med, gerne med en bæredygtig profil. Jeg har strikket større projekter i alle de typer af garn, der kan findes på webshoppen og kan stå 100% inde for kvaliteten.

Når man håndfarver garn fås, til forskel fra maskinelt produceret garn, et farvespil selv på ensfarvede garner. Desuden giver det mulighed for at lave flerfarvet garn. Om det er ensfarvet eller flerfarvet garn, der bruges, resulterer det i at strikketøjet får et unikt udtryk.

Når jeg farver garn, tager jeg som regel udgangspunkt i et indtryk fra mine omgivelser. Det kan være en smuk farvesammensætning i en forfalden mur, et flot tapet på en restaurant, en solnedgang over Kalvebod Fælled eller et regnvådt fortov. Jeg søger at indfange en stemning som jeg kan gengive i farvesammensætningen af garnet.

Indfarvningen ”URBAN” blev til efter en af de mange ture til et coronatestcenter. I en uendelig lang kø, der smøg sig om murene til centret, beliggende i et ellers charmeforladt industriområde i Ballerup, får jeg pludselig øje på den smukkeste trævæg. Den står der mellem parkerede biler, asfalt, mundbind og stressede mennesker og lyser op. Forfalden, rusten og helt fantastisk i farvespillet!

Det blev til den smukke farvesammensætning URBAN, hvor de forskellige nuancer af det patinerede træ træder frem, og hvor det rustne jern fremstår som pletter i de blågrå nuancer.

Tilmeld nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når vi for eksempel har nye produkter og gode tilbud.